Blog‎ > ‎

DIY Sofabord

indsendt 5. jun. 2012 11.56 af Daniell Rosenlund   [ opdateret 15. mar. 2015 03.08 ]
Min hustru har bestilt et nyt sofabord, så jeg gik ned i vores kælderrum og så mig om efter IKEA-rester, som kunne bruges.

Jeg havde en VIKA FURUSKOG bordplade stående (tror det er sådan en) og nogle RILL hjul liggende, som skulle have siddet under en videobænk. Med tanke på at vi altid rykkede rundt på vores gamle sofabord, og at vi nu havde fjernet gulvtæppet foran sofaen, ville det nok være en god ide at sætte hjul under bordet.

Min plan er noget i stil med billedet til højre.

Bordpladen skal saves over på midten, og så skal der nogle tykke ben i hvert hjørne, og endelig skal hjulene monteres under. Den øverste plade sidder fast på benene med dyvler mens den nederste plade sidder fast med skruer nedefra.

Man kan få lige fra større værktøjssæt til simple markerings stifter, til at sikre at hullerne til dyvlerne i benene og pladen passer til hinanden, men man kan også blot slå nogle små stifter halvt ned i pladen, bide hovedet af stifterne og stille benene forsigtigt oven på, hvor de skal sidde. Så kommer der tydelige mærker hvor man skal bore så hullerne passer til hinanden.

Husk, at det ikke er nok med en enkelt dyvel eller skrue midt i, men brug gerne 3 eller 4 ved hvert ben for at undgå at bordet med tiden vrider sig skævt.

Benene fandt min far i sit sommerhus, mellem trærester som bare ventede på at komme i brændeovnen til næste vinter.

Til slut skal det males sort med Trip Trap køkkenbords olielak, som jeg gjorde med vores spisebord.

Resultatet er ganske tilfredsstillende.


Comments